Fra Debussy til Digitalisering

Musik som et ekstra lag af verdenen

Døren til firehjulstrækkeren går op, og jeg åbner forvirret øjnene fra en hallucinerende feberdrøm. Højdesygen har gjort mig slap og utilpas. Vi er ankommet til en ø, hvor fem meter høje kaktusser trives i et goldt og ubarmhjertigt landskab, men jeg bliver siddende i bilen. Det eneste jeg ønsker, er at være alene med min Walkman.

Jeg har været på rejse i snart to måneder. Mit tilbagevendende holdepunkt er Michael Jacksons HIStory, som er begyndt at disintegrere på båndet som et sonisk eksperiment. Solen skærer i øjnene fra den hvide jordoverflade. Jeg ser geometriske former i landskabet, binder skoene og rokker mig frem i moonwalk-facon, akkurat som kongen af pop selv.

Året er 1996. Jeg er fem år gammel og står i saltørkenen i Bolivia og lytter til Michael Jackson. Musikken er ikke bare noget, der bliver spillet. Den er et ekstra lag af verdenen: et filter, en ambiens, noget der både præger situationen og bliver præget af den. Det er mit udgangspunkt. Jeg har aldrig kendt en verden, hvor musikken ikke kunne følge med.

Det er værd at huske, hvor ny den erfaring egentlig er. I en tid med næsten uendelig adgang til musik og kultur er vores oplevelse af lyd blevet formet af teknologi: som kompositorisk værktøj, som identitetsarbejde og som en måde at være i verden på.

Et nyt fokus

Før optagelsen var musik i høj grad et forbigående øjeblik. Den fandtes et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt, og forsvandt igen, når opførelsen var slut. Optagelsen ændrede det forhold. Den gjorde det muligt at vende tilbage til den samme udførelse, lytte igen, høre detaljerne og blive optaget af det, der måske aldrig var tænkt som centrum.

Det kan være Neil Youngs guitar, der skratter før en solo, eller Glenn Goulds stol, der knirker gennem en indspilning. Pludselig bliver rummet mellem kompositionen, opførelsen og afspilningen en del af værket. Det er den opmærksomhed, John Cage gjorde til selve emnet i værker som 4'33'' og Imaginary Landscape No. 4.1

Omtrent et halvt århundrede efter Debussy begyndte at skrive ud fra en impressionistisk tanke - med klang, farve og stemning som bærende elementer - blev det muligt at arbejde direkte med de virkeligheder, som tidligere blot kunne inspirere musikken. Teknologien gav komponisten nye måder at male med lyd på.

Den plastiske realitet

Magnetbåndet gjorde lyd til et håndgribeligt materiale. I stedet for kun at dokumentere en opførelse kunne man klippe, gentage, forvrænge, forskyde og sætte lyde sammen. Daphne Oram beskrev båndet som et lærred, der ventede på komponistens første penselstrøg.2

Den tanke ændrede, hvad et studie kunne være. Støj, ekko, overstyring, faseforskydning og feedback blev ikke bare fejl. De kunne være valg - lige så meningsbærende som legato eller glissando. Det konkrete lydmateriale kunne få sit eget liv uden først at skulle passere gennem en kæde af notation, fortolkning og opførelse.

Glenn Gould så netop studiet som et sted, hvor musik kunne færdiggøres gennem omhyggelig redigering. Han trak sig fra koncertscenen for at koncentrere sig om det optagede værk. I den tilgang ligger et skift i magt: Den endelige musikalske form afgøres ikke kun af et øjebliks præstation, men af en efterfølgende kuratering.3

Collage og lån fandtes længe i billedkunsten, før de blev en central musikalsk metode. James Tenneys Collage No. 1 (Blue Suede), The Beatles’ arbejde med bånd og collage og senere samplingkulturerne udvidede idéen om, hvad en komposition kunne bestå af.4

Fra mixtape til playliste

Hvis Gould var vokset op i kassette-mixtapets tid, forestiller jeg mig, at han havde elsket muligheden for at sammensætte et personligt bånd af alt det, der flød ud af radiobølgerne. Mixtapet blev ikke kun en samling sange. Det blev en måde at udtrykke sig selv på, at dele erfaringer og følelser og at kuratere et liv gennem musik.

Den bevægelse blev forstærket af mp3-afspillere, fildeling og streaming. Den personlige playliste har gjort den enkelte lytter til en aktiv redaktør: mange af os lever nu med skræddersyede sammenstillinger af sange snarere end med album som faste, afgrænsede helheder.

Det giver en stærk form for handlekraft. Men det gør også musikoplevelsen mere flydende. Når alle epoker og genrer ligger ved siden af hinanden, bliver det enkelte værk hele tiden genindrammet af det, der kommer før og efter.

Mødet med verdenen

Da Debussy mødte javanesisk musik ved verdensudstillingen i Paris i 1889, blev hans musikalske forestillingsevne udfordret af et klangunivers, han ikke tidligere havde kendt.5 Den oplevelse fungerer som et modstykke til vores egen tid.

I dag kan jeg drikke morgenkaffe til Hildegard von Bingen, cykle til et esoterisk new-age-bånd af Pauline Anna Strom, undervises i Daphne Oram og Britten, høre P3 med håndværkerne på vejen hjem og slutte dagen med 1990’ernes pop, black metal eller forstadstrance. Samtidig ligger et næsten uoverskueligt reservoir af samtidige parallelverdener og venter på Discogs, streamingtjenester, arkiver og piratnetværk.

Men har tilgængeligheden samme værdi, når den modtages uden besvær? Kan man have for mange inputs? Jeg bliver lidt misundelig på den Debussy, jeg forestiller mig i Paris: midt i en by, der viser verden frem som et teknologisk og kulturelt spektakel, pludselig ramt af et orkester, hvis klang og tid ikke passer ind i hans eksisterende kort over musikken. Ikke bare ny information, men en oplevelse, der ændrer hans blik.

Splittet til atomer

Det er svært at pege på én musikalsk retning, der definerer vores kultur nu. Den næsten grænseløse adgang har gjort vores selvforståelse til et mosaikbillede af fragmenter fra den kollektive kulturhistorie. Globale tendenser bliver kortere, nicher opstår og forsvinder, og vores informationsnetværk formerer sig hurtigere, end vi kan nå at fordøje dem.

Simon Reynolds har skrevet om, hvordan den analoge samlers fysiske rejse og ventetid gav musikforbruget en rytme af søgen, fund og fordøjelse. I den digitale overflod risikerer de pauser at blive fyldt ud, så rastløsheden selv bliver den dominerende lyd.6

Måske er spørgsmålet derfor ikke, om teknologien har beriget musikken. Det har den. Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe de former for opmærksomhed, som gør rigdommen til mere end overmæthed. Hvordan kan vi igen lade en lyd, en mærkelig klang eller en uventet sang ændre vores kort over verden?